KVARTERET: Villaen er beliggende på en af de mest attraktive adresser i Roskilde. Går man rundt i kvarteret, mødes man af klassiske, store og til tider palælignende ejendomme, som kombineret med afstanden til midtbyen, gør det yderst lukrativt at bo her. Det er ikke uden grund, at man i omtaler det som konge/dronningekvarteret. Placeringen er helt central med kun få minutters gang til centrum, byens parker, stationen og i cykelafstand til Roskildes hyggelige havnemiljø. Det er en topplacering i Roskilde by.
EJENDOMMEN: Denne pragtfulde villa er opført i 1928 på en 753 kvm stor grund og rummer et samlet boligareal på hele 218 kvm. De er fordelt med 122 kvm i stueetagen samt 96 kvm tagetage. Herudover får man 122 kvm meget anvendelig og virkelig højloftet kælder. I stueetagen bydes man velkommen af en imponerende hall med gulvvarme og masser af plads til både gæster og overtøj. Herfra er der adgang til to store stuer en suite, begge med lyse parketgulve og opdelt med nydelig fransk dobbeltdør. Den første stue er indrettet til spisestue, mens den anden giver plads til sofaarrangement og har en elegant ældre kakkelovn i hjørnet. Køkkenet, der fremstår moderne og lyst, har spiseplads, gulvvarme og mulighed for udgang til den vestvendte have. Endelig byder stueplanet også på det første af boligens fem værelser. Via flot trappeløb kommer man til 1. salen, hvor der er stor svalegang med kig ned i hallområdet og adgang til tre værelser, alle med lyse plankegulve, samt forældresoveværelse med skabsvæg og fransk altan. Endelig findes her også et stort velholdt badeværelse med både bruseniche og karbad. Kælderen er meget brugbar med ca. 2,5 meter til loftet og er i dag indrettet som teenageafdeling med egen indgang. Her findes tre disponible rum, som er meget anvendelige til kontor m.m., et stort badeværelse med bruseniche, lille nedsænket vinkælder, et bryggers med fine vaskefaciliteter samt et fællesrum med billard og masser af skabsplads. En rigtig god kælder med mange muligheder. Til boligen hører muret garage på 24 kvm. opført i samme stil som huset, 2-3 P-pladser foran huset og en dejlig lukket vestvendt have.
Hvis du drømmer om en stor, klassisk, præsentabel villa, tæt på alt og i god stand, så bliver det ikke meget bedre end her.