KVARTERET: Dommervænget er kendetegnet ved afstand mellem bygningerne, grønne fællesområder, mulighed for at leje garage og ligger i kort afstand fra skole, institutioner, Roskilde Badet og Ro's Torv. Bybussen er få hundrede meter væk, Roskilde station nåes hurtigt på cyklen og i bil, er du på motorvejen på under 5 minutter. EJENDOMMEN: Ejendommen er opført i 3 etager i 1968 og er en del af velfungerende ejerforening som har gennemført tagrenovering og udskiftning af vinduer med energiruder. Der er fælles parkeringsplads og til lejligheden medfølger P-licens, eget kælderrum, adgang til fælles cykel- og vaskekælder. LEJLIGHEDEN: Meget nydelig og lys 5-værelses lejlighed på 110 kvm med vestvendt lukket altan. Boligen er beliggende på 2. sal og dermed uden overbo, så man får en masse lysindfald og afstand til nabobebyggelse. Lejligheden byder på en rummelig stue med plads til både spiseplads og sofaområde samt udgang til en skøn lukket altan, der kan benyttes hele året. Via stor entre med indbygget garderobeskab er der bl.a. adgang til et stort soveværelse med skab, et pænt køkken, med spiseplads ved det østvendte vindue. Herudover findes tre gode værelser, der kan benyttes til soveværelser, opbevaring eller kontor. Badeværelset er med separat brus og vaskemaskine. En lejlighed med plads til hele familien.